Sommerferie med små børn, hvad skal der egentlig til?

Ja hvad skal der egentlig til, når nu de kære små holder ferie?
Ikke ret meget, tror jeg.

Mange lægger planer for en meget stor del af tiden. Der bliver planlagt sommerlandsture, festivaller, badeland og sommerferie sydpå. Der er så meget vi skal nå. Men for hvis skyld er det vi laver alle de her planer, hvilke behov er det der skal dækkes?

Jeg tror, at det i store træk handler om to ting.
Jeg tror det handler om at vi alle har oplevelser vi ønsker at give vores børn, minder vi vil skabe. Ting der kan være svære at nå i (den alt for travle)hverdagen.
Jeg tror desværre også at det handler om at vi har svært ved bare at være til. Være til uden en masse udefrakommende stimuli. Vi er vant til at den tid vi har sammen er kort og intens, og at der sker noget hele tiden.

Jeg hører tit at der skal ske noget, ellers kommer børnene til at kede sig. De trænger til at komme i dagpleje/vuggestue/børnehave igen, trænger til at blive aktiveret. Det kan måske også opleves sådan når børnene begynder at blive lidt rastløse, ikke helt ved hvad de skal gøre af sig selv eller “hænger”på de voksne. Oplevelser er dejlige, men jeg tror virkelig det er et misforstået hensyn der tages når feriekalenderen fyldes til randen. Jeg tror at langt de fleste børn har lige så meget brug for ro i deres ferie, som voksne kan have. Det er ikke kun de voksne der arbejder hårdt til hverdag, det gør børnene også. Uanset hvor fantastisk en institution man har valgt til sit barn, er det hårdt for barnet at være afsted. Og mange børn er afsted i flere timer end vi voksne.
Jeg tror at rastløshed er et af tegnene på at barnet har brug for at geare ned. Brug for at fordybe sig og mærke at de evindelige aktivitet-skift, indtryk og stimuli ikke er en absolut nødvendighed.
Måske er det heller ikke så farligt at børnene oplever at kede sig, og på den måde “tvinges” til at bruge fantasien og mærke sig selv.

Det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke synes man skal lave noget i sin ferie overhovedet. Jeg tror bare slet ikke det behøver at være så vildt og stort som det nogle gange gøres til. For langt de fleste børn tror jeg at behovet for oplevelser og aktiviteter bliver rigeligt dækket af en cykeltur, en tur i skoven eller den lokale legeplads med madpakker, en tur til en sø hvor man kan bade eller bare dyppe fødderne, vandpyttetur når det har regnet, dansemusik i stuen eller en tur på biblioteket og låne en bog eller et spil. Og vær så ikke bange for de der tøffedage hvor håret ikke bliver sat, nattøjet bliver på hele dagen og rod kan få lov at være rod. Det er så sjældent vi får lov at tage den tid, så nyd det. Jeg tror at vi alle har allermest brug for bare at være nærværende sammen, og forsøge ikke at stresse for meget over de 1000 ting vi synes der skal gøres hele tiden.

Vi behøver ikke gøre en masse for at få tiden til at gå, det klarer den helt af sig selv.

Jeg kan kun tale ud fra min egen overbevisning og hvad jeg oplever hos mig selv og mine børn, måske andre oplever det helt anderledes.
Jeg synes naturligvis at alle skal holde deres sommerferie lige som de ønsker og med lige det indhold og antal oplevelser de synes er passende for deres familie, ingen tvivl om det.
Jeg tror dog at rigtig mange, lige som jeg selv øver mig på, kunne have glæde af at overveje en ekstra gang hvad det egentlig er, vi har behov for. Hvordan har min familie brug for at holde ferie og lade op til hverdagen?

Jeg vil naturligvis gerne høre jeres tanker om emnet, smid endelig en kommentar 🙂

Jeg ønsker jer alle en dejlig og hjertevarm sommerferie <3

 

 

2 Replies to “Sommerferie med små børn, hvad skal der egentlig til?”

  1. Hejsa – jeg ejer kukuk.dk en garnwebshop og søger bloggere til at reklamere lidt for mig.
    Kunne du være interesseret? Du vil få lidt garn til nogle af dine projekter og så nævne mig i dit blog eller på de sociale medier.

    Therese

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *