Kjoler af garn og genbrugstøj

Disse kjoler kan laves i mange forskellige udgaver. Mulighederne synes uendelige, det hele afhænger af dit valg af garn, stof og model.
De består af et hæklet bærestykke og et syet skørt.
Jeg har lavet 4 udgaver indtil videre, 3 med bindebånd som skulderstropper. Dette gør dem lette at justere i størrelsen og er så fint til sommervejr. Den sidste er hæklet som et raglan bærestykke med fin krave, efter egen opskrift(opskriften på kjole med dette bærestykke kommer til salg her på siden på et tidspunkt).
Jeg vil tro man kan bruge bærestykket fra langt de fleste hækleopskrifter, og istedet for et hæklet skørt laver man et par rækker fastmasker og syr et skørt på istedet.

  

Skørtet kan naturligvis laves på mange forskellige måder. Jeg har valgt at lave mine af aflagte voksen t-shirts, kjoler og nederdele, hvilket naturligvis giver en begrænset mængde stof.
Jeg har klippet to ens stykker ud af t-shirten i den facon, og efter de mål jeg ønskede at skørtet skulle have + sømrum.
Så har jeg syet de to stykker sammen i siderne, til et skørt.
Derefter har jeg givet bunden et lille ombuk og syet for at få en pæn kant og fiksere stoffet.
Den øverste kant har ligeledes fået et lille ombuk og er syet inden jeg syede skørtet på bærestykket, dette synes jeg giver det pæneste resultat.

Til sidst syes skørtet på, på indersiden af bærestykket(det vægler man selvfølgelig selv), i de nederste afsluttende fastmaskeomgange.

  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *